Domicilet placeres på den østlige del af byggefeltet for at skabe plads til grønne omgivelser foran kontorbygningen og imødekomme nærliggende logistiske funktioner. Denne placering åbner samtidig mulighed for en fremtidig udvidelse af kontorfaciliteterne mod syd, hvis H&S Westergaard på sigt skulle få behov for yderligere kapacitet.
Ved domicilet etableres 12 nye parkeringspladser med græsamering, som skaber en grøn og permeabel løsning. Herfra er der direkte adgang til hovedindgangen via stier anlagt i stabilgrus. Stien slynger sig let ned over terrænet og forbinder forskellige grønne zoner med beplantning i bede og vilde områder.
Omkring beplantningszonerne etableres opholdsområder med bord-bænke-sæt placeret på græsamering, hvor medarbejdere og besøgende kan nyde udsigten til Sunds Sø, regnvandsbassinet og det grønne landskab.